Caya
Maria – 03.03.10
Her kommer fortællingen om den dag Caya Maria– vores 3.
vidunder – så verden for første gang.
Der sker et eller andet, når man når Terminsdatoen. Familie
og venner begynder at ringe konstant, kroppen bliver pludselig træt, hovedet
snurre rundt og tankerne kører udelukkende på ”hvornår mon det bliver” – og
spændingen og utålmodigheden overstiger glæden ved graviditeten. Der er vel
egentlig ikke noget at sige til det, man har trods alt ventet på denne dato i 9
måneder!
4 uger inden min termin begyndte en række bekymringer –
bekymringer omkring lillepigens størrelse i maven. Min mave voksede ikke rigtig
– I hvert fald ikke hvis man udelukkende tog mål med et målebånd. Mit SF
(symfysefund mål) var faktisk faldende – og min konsultations jordemoder synes
ikke rigtig at kunne mærke, at baby tog på.
Til et rutine tjek i uge 37 blev jeg derfor sendt til vækstscanning på
Skejby for, at fastslå babys størrelse. Et par scanninger, der viste MEGET
forskellige resultater, gav ikke rigtig nogen afklaring eller vished – og
egentlig synes jeg bare at usikkerheden og fortvivlelsen voksede. Jeg brugte
mange tanker og mange timer på, at være bekymret for min lille pige. Tog hun
nok på? Ville jeg føde en lille fugleunge, der i flere uger havde sultet i min
mave – eller var det hele pure opspind?! Tiden blev lang, og jeg blev mere og
mere utryg.
Jeg blev vækstscannet med 1 uges mellemrum – og fik alle
gangene kørt en hjerte kurve, hvor alt så fint ud. Det trøstede lidt – men min
jordemoders usikkerhed og min egen fornemmelse gjorde mig alligevel lidt nervøs
…
1 uge over termin var jeg igen til jordemoder (et besøg jeg
bestemt havde håbet jeg ikke skulle til) og igen synes min jordemoder at maven
var ”for lille”. Hun sendte mig endnu en gang – denne gang akut, en tur på
fødegangen til scanning og vurdering. En sød læge tog i mod mig og scannede den
lille. Resultatet 3000 gr. – 1 uge over termin. Ikke verdens største baby, men
inden for normalen – altså bort set fra at scanningen i uge 37 også havde vist
3000 gr. – altså hele 4 uger uden tilvækst! Dette faktum, sammen med min
voksende bekymring, ledte til en beslutning om igangsættelse – næste morgen!!!
Onsdag
d. 03.03.2010!
Onsdag morgen startede for mig kl. 05 – efter en dejlig
nattesøvn (dog med lidt småveer og MANGE opvågninger)! Jeg stod op – hele huset
sov, og der var ganske stille. Fyldte badekaret med varmt vand, lukkede mig ude
på det varme badeværelse og nød en halv time i det dejlige bad. Tankerne fløj
rundt i hovedet på mig og jeg havde svært ved at tro på at dagEN endelig var
kommet. Det var meget underligt at ligge der og kigge på den store mave, mærke
de små spark der inde fra og vide at senere, selvsamme dag, ville endnu et
vidunder ligge på mit bryst. Jeg stod op, tog tøj på, smurte madpakker til
ungerne, pakkede de sidste ting i tasken, bloggede lige et indlæg, og vækkede
så resten af huset.
Kl. 07 kom min mor – vi havde egentlig aftalt 07.30 – men
hun kunne slet ikke sove og var mindst lige så spændt som jeg var. Stefan gik
lidt i rundkreds og var en smule forvirret. Min mor nåede lige at grine af, at jeg da lige
skulle ligge lidt make up og glatte hår – ”du skal føde – ikke til fest” – men man
vil vel godt se lidt godt ud når ens datter har fødselsdag for første gang!! –
ik?
Vi kyssede ungerne farvel og satte kurs mod Skejby sygehus –indgang
10 - fødeafdelingen.
Vi blev mødt af en fantastisk sød jordmoder – en ældre,
frisk og helt sikkert meget garvet dame, der med det samme forstod vores humor
og jargon! Dejlig start kan jeg huske vi snakkede om.
Kl. 08 ankom vores dejlige ”hjælpe jordemoder” Henriette. –
Henriette er jordmoder og hende jeg fødte Oliver med for 6 år siden – på selvsamme
sygehus. Vi har haft kontakt på Facebook (længe leve fjæsen) længe og jeg havde
engang spurgt hende om hun ikke ville med når jeg skulle føde igen – hun var
sådan en fantastisk hjælp første gang, og heldigvis ville hun mægtig gerne det!
På Skejby har de fået en såkaldt igangsættelses afdeling og
der blev vi vist hen. Den gæve jordemoder fra før mødte os på stuen og læste
mine papirer igennem. Hun mærkede på min mave og gav endnu et bud på lillepigens
størrelse (3200 gr.)! Hun undersøgte mig og kunne konstatere at jeg var 3 cm
åben – og at hun godt kunne nuppe vandet.
Hun fandt stikkepinden frem og prikkede forsigtigt (eller faktisk føltes
det lettere brutalt) hul på fosterhinden – dog uden det store skvulp af vand og
kun ganske lidt sivende vand blev det til. Jeg fik et lavement, og vi blev
enige om at jeg skulle op og gå så der kunne sive noget mere fostervand og
måske komme gang i lidt veer.
Stefan, Henriette og jeg (nu med ble!) gik derfor en tur i
kantinen for at indtage en omgang morgen mad. Jeg var slet ikke sulten, men
kunne godt se fornuften i at få lidt i maven. Vi læste dagens avis, og jeg tog
den med, for at gemme den til en dag Caya måske synes det bliver sjovt at læse
om hvad der præcis skete den dag hun blev født (eller tiden lige omkring i
hvert fald)
Der kom ingen veer. Det murrede lidt over lænden og
plukkeveerne blev lidt hyppigere – men ikke noget der mindede om veer. Da vi
kom tilbage efter morgenmaden var det tid til at tage afsked med den søde
jordmoder der havde taget vandet – for hun skulle blive på igangsættelses
afdelingen og ikke følge os videre på fødegangen – desværre.
På fødegangen blev vi dog mødt af endnu en vidunderlig
jordemoder – denne gang en yngre model – men igen med samme humor og jargon som
os – helt perfekt! Vi aftalte at se tiden an og afvente veer et par timer.
Et par timer gik - Og der kom ikke rigtig nogen veer. Vi
travede rundt på Skejby´s gange – frem og tilbage. Solen skinnede helt vildt
uden for – og jeg tænkte flere gange ”sikke en vidunderlig dag at føde på”!
Vi spiste lidt
frokost og læste lidt blade – ingen veer! Kl. blev 13 og jordemoder synes, at
nu skulle der skub i sagerne og lagde derfor et vedrop. Et vedrop skal åbenbart virke gradvist og kan
ikke bare skrues op på fuld hammer – det skal ske i ryk, med jævne mellemrum.
Vi startede på laveste dosis. Der skete ikke rigtig noget, andet end lidt
hyppigere og lidt kraftigere plukkeveer – men slet ikke de ”gode” (smertefulde)
veer, der kan bruges til noget. Efter 30 min rykkede vi til næste, lidt højere
dosis og PLUDSELIG fik jeg veer! Klokken var 13.30 og jeg var i fødsel!
Jordemoder ville gerne prøve med et par akupunktur nåle i
mine ben – for at sætte skub i veerne. Jeg er ikke det mindste overbevist om
hokus pokus fiduser – og havde aldrig prøvet akupunktur før – men var åben for
alt, bare det kunne sætte gang i sagerne. 3 nåle i hvert ben, 1 i panden og 8
over skambenet senere … havde jeg SERIØST slemme veer. Regelmæssige med 2
minutter i mellem og jeg kunne mærke, at NU gav de noget!
1 time efter første ve, ville jordemoder gerne lige tjekke
slagets gang og bad mig indtage fødebriksen til indvendig undersøgelse. Det er
IKKE spor nemt at gå med 6 lange nåle i benene og med det samme jeg kom og stå
kunne jeg mærke den SÅ velkendte trykkefornemmelse (den der fornemmelse af at
skulle skide en kommode NUUUUUUU!) – jeg sagde ikke noget men lagde mig på
briksen. Den næste ve strømmede ind over mig og jeg UDBRØD – jeg skal
presse!!!!. Jordemoder havde slet ikke nået at undersøge mig, men udbrød (lige
så overrasket som jeg selv) ”jamen jeg kan også se hovedet – så pres du bare”
Jeg fattede slet ikke at jeg skulle til at presse. Jeg havde
jo kun haft veer i en time og jeg skulle jo bare undersøges … men jeg skal love
for at jeg skulle presse. 2 presseveer og hovedet var født. Stefan havde i
lynets hast fået handsker på og stod klar til at tage i mod vores lille datter.
Jeg kan huske at én eller anden (kan ikke huske hvem) sagde ”hvis du presser
igennem næste gang, føder du” – og jeg tænkte ”SÅ skal der dælme presses! Som
tænkt, som gjort og kl. 14.44 kom Caya Maria til verden.
Farmand ”greb” hende og løftede hende op på min mave (som,
grundet farten, stadig havde BH, undertrøje og skjorte på) og der lå hun,
udbrød et par spæde skrig, og åbnede så sine små øjne og kiggede på verden. Hun
så så lille og fin ud og tårerne trillede ned af både mor og fars kinder.
Lettere fortumlet og chokeret over den hurtige ankomst,
lykkeligere end lykkelig og høj af den vidunderlige oplevelse var jeg nu mor
til 3 skønne unger!
Moderkagen kom 5 minutter efter i 3. og sidste presseve.
Jordemoderen tjekkede mig og heldigvis var jeg helt intakt og skulle slet ikke
syes.
Der er en dejlig rolig stemning på stuen – solen lyser hele
rummet op og vores lille Caya ligger stadig bare og kigger på verden. Vi får
hende vejet, og sørme om ikke hun har taget fusen på os alle sammen og vejer
flotte 3.400 gram! Og måler 51 cm – en fin størrelse til en lille prinsesse.
Da jeg stadig sidder med drop – og skal ”trappes ud” af
dette, må vi pænt vente 2 timer på at dette kan fjernes. Vi får en bid brød og
lidt saft, mens jordemoder tjekker Caya igennem. Hun opnår selvfølgelig
topkarakter i livets første prøvelse og er bare helt perfekt. Jeg ligger hende
til brystet og hun sutter, som havde hun aldrig gjort andet. Vi får CPR nummer
til hende og hun får sit første sæt tøj på.
3 timer efter ankomsten sidder Caya i sin autostol og er
klar til sin første køretur – og klar til at møde familien der spændt venter
der hjemme. Vi forlader Skejby mens solen langsomt forsvinder og Stefan siger
”jamen det var jo ligesom en almindelig arbejdsdag” og hvor har han ret – Ja
bortset fra at arbejdet har givet den ultimative lønudbetaling – vores 3.
mirakel!
En drømmefødsel, omringet af mennesker der på helt
vidunderlig vis gjorde dagen uforglemmelig og fantastisk. Det gør ondt at føde,
men hvor er det også bare en oplevelse der slet slet ikke kan måle sig med
andet her i livet. Nu glæder vi os til at lære Caya at kende, se hende vokse op
og elske hende ubetinget resten af livet.
Mette – Mor til 3 helt vidunderlige unger!